Henrik Juul - 23.12.2009:

Karen Lundblad har skrevet en replik til min artikel ”Symbolsk religionsfaglighed?”, RPF nr. 2/2009. Jeg forsøger i min artikel at give en didaktisk analyse af de didaktiske positioner, der fremlægges i tidsskriftet og refererer derfor også til hendes artikel. Lundblad mener dog, jeg har forvrænget indholdet af hendes artikel, ikke begrebet hendes udlægning af symbolisering, og tror symbolisering kun handler om religiøse symboler. Men hvordan jeg har udfoldet disse ”misforståelser”, uddyber Lundblad ikke. Derfor er det svært at replicere på, men her følger nogle forklaringer/opklaringer.

I min artikel nævner jeg, at Lundblad giver ”flere bud på, hvordan Cassirers teori om symbolsk formgivning, kan anvendes i skolens undervisning” og jeg giver også et eksempel fra Lundblads artikel, der behandler arbejdet med symboler [generelt] i undervisningen. Jeg mener derfor nok at have begrebet, at symbolisering ikke blot omhandler arbejdet med religiøse symboler, og at Lundblads position kan anvendes på alle fag og på alle religionsfagets kategorier. Lundblad nævner selv, at symbolisering hører hjemme i almendidaktikken. Her er jeg enig – det er en del af almendidaktikken, og måske derfor kan min titel ”Symbolsk religionsfaglighed?” virke stødende, da den stiller spørgsmålstegn ved, om det religionsfaglige indhold overhovedet er til stede. Men spørgsmål om det faglige indholds tilstedeværelse er naturligvis helt grundlæggende og didaktisk relevant for tankerne om vores fag.

I min vurdering af Lundblad kalder jeg hendes undervisningsstruktur både fleksibel (s. 100) og brugbar (s. 101), men rejser dog også det kritiske spørgsmål, om hun yder eleverne for meget opmærksomhed og dermed undervisningsindholdet for lidt. Lundblads beskrivelse centreres om den personlige symboliseringsproces på et generelt plan og knap så meget på et fagligt plan. Jeg skriver efter mit eget undervisningseksempel, at jeg tilstræber et ligeligt hensyn til eleverne og undervisningsindholdet, da alt andet vil være en reduktion af dannelsen. Dette er IKKE et hip til Lundblads position, men alene en udgangsreplik for at præcisere min egen didaktiske position. Min titel ”Symbolsk religionsfaglighed?” stiller et alment spørgsmål til symboldidaktikken, om fagligheden bliver symbolsk i dagligdags forstand og dermed ikke omhandler religion i faglig forstand. Det er klart, at jeg foretrækker, at symbolerne i undervisningen har et religionsfagligt indhold frem for et alment. Men jeg afviser ikke, at andet kan lade sig gøre.

Lundblad tilføjer, at symboler ”også” i hendes optik er kulturelle. Hermed antyder hun, at jeg også skulle have misforstået dette. Jeg skriver dog i gengivelsen af hendes position, at elevers fortolkning af verden kan karakteriseres som en kulturskabende proces (side 92). Hvad der til gengæld ikke er kulturelt, er grundfænomener, som hun anvender som udgangspunkt for sin undervisningsstruktur om symboler. De er almene. Jeg stempler dog ikke det almene som absolut farligt og forkyndende, men nævner, at omsætning af teorier om det almene potentielt kan være forkyndende (side 97). Herudover nævner jeg, at det almene ikke eksklusivt knytter sig til vores fag (side 107). I min artikel opstiller jeg derfor et alternativ til de almene og eksistentielle positioner, som ellers udfoldes i RPF nr. 2/2009.

Min position fokuserer – måske grundet i symbolteorierne – knap så meget på ”kreativitet” som Lundblads. Kreativitet er naturligvis også for mig en mulighed, men jeg sigter først og fremmest mod, at eleverne skal forholde sig analytisk og kritisk til symboler. Det fører os over i målet med mit undervisningseksempel. Målet er demokratisk dannelse, som nok er lidt mere krævende end blot ”samtale om kulturens symboler”, som Lundblad noget reduktionistisk refererer min position til. Denne demokratiske dannelse er bestemt ikke ”uforpligtende” eller oplæg til ”kritisk uforpligtende tilskuermentalitet til verdens gang.” Nej, den kræver, at man tager ansvar – altså svarer tilværelsen på de udfordringer, den stiller. I et demokrati er udfordringerne især at samtale, lytte til hinanden og gennem samtalen bliver klogere i fællesskab. En svær disciplin, som kan give det faglige indhold, her symboler, en kvalitativ brugsværdi i alle sammenhænge, hvori samtaler optræder. Religionsfagligheden og folkeskolens religionsfag, her som symbolundervisning, bidrager således til, at eleverne kan indgå i demokratiske samtaler om og tage ansvar for stadig flere områder af tilværelsen. At de på den baggrund sammen kan udvikle deres tanker, ser jeg derfor som både nyttigt, vigtigt og menneskeligt værdifuldt – og som alt andet end et fattigt slutresultat.