Carsten Bo Mortensen, lærer og forfatter - 27.12.2009:

Til redaktionen af RPForum

Først og fremmest tak for det tidsskrift, I har sat i søen. I princippet mener jeg, at der er brug for et sådant.

Når det er sagt, så giver læsningen mig anledning til at fremkomme med følgende kommentar: Med nummeret om kirkehistoriske fortællinger (1/09) er det anden gang inden for bare fem numre, at I stiller en talerstol til rådighed for Annika Hvithamar, som i begge sine artikler retter en direkte negativ kritik af det grundbogsmateriale til folkeskolen, som jeg er medforfatter af - uden at I har bedt om min eller mig bekendt nogle af mine medforfatteres kommentarer hertil. Ud over at blive personligt pikeret herover, finder jeg det også værd at bemærke følgende:

Først og fremmest at Annika Hvithamar lanceres som forsker på området, hvilket automatisk giver hende en vis autoritet. Og det er ganske uheldigt, når det, hun skriver, er fyldt med faktuelle fejl, som I burde have været opmærksomme på.

Af den seneste artikel i nummeret med kirkehistoriske fortællinger fremgår det nemlig, at den ortodokse kirke kun behandles tre gange i vores materiale Liv og religion – og dette endda lemfældigt og overfladisk. Som korrektion hertil kan jeg oplyse, at aspekter ved den ortodokse kirke i god overensstemmelse med faghæftet for kristendomskundskab (Fælles Mål 2009) omtales i 7 af de 8 grundbøger, som findes op gennem skoleforløbet – i alt 12 gange + en lidt grundigere behandling over fire sider i bog 7/8. Netop denne bog kan Annika Hvithamar umuligt have haft fingrene i, når hun skriver, som hun gør. Til alles oplysning skal det nævnes, at vi i forfattergruppen og redaktionen bag Liv og religion netop var meget bevidste om, at den ortodokse kirke skulle behandles mere end blot overfladisk, da den kan være let at overse i den evige kamp mellem katolicisme og protestantisme, som har præget kristendommen på disse breddegrader.

Ser man på Liv og religion – ud fra den progression, der arbejdes på grundlag af i folkeskolen – får eleverne i indskolingen at vide, at kristendommen ikke er én ting, men at der findes flere måder at være kristen på, og at den ortodokse kirke repræsenterer en af disse. På mellemtrinnet udvides perspektivet en smule – dels gennem en forklaring af religionens forskellige udbredelsesveje – dels gennem en forklaring på bruddet i 1054. Endelig foldes hele problematikken ud over flere omgange og specifikt i et længere afsnit i overbygningen (bog 7/8), hvor også den ikonoklastiske strid som en forløber for bruddet behandles (bog 9).

I modsætning til det indtryk man får af at læse Annikas Hvithamars artikel, så får eleverne i skolen således et mere nuanceret billede af den ortodokse kirke, end hun forsøger at give til de lærere, der skal undervise. Her plejer vi i skolen at tænke det omvendt, således at læreren som minimum er ”mindst én side foran eleverne”. Af samme grund opererer vi almindeligvis med såkaldte lærervejledninger til grundbogsmaterialer. Her kunne Annika Hvithamar også have orienteret sig, men det har hun tydeligvis ikke gjort. Så opfordringen herfra skal være, at hjemmearbejdet fremover bør gøres bedre.