Karen Lundblad - 10.12.2009:

For snart længe siden fik jeg opfordringen til at skrive en artikel i det nye fagblad, RPForum. Det blev jeg glad for, idet jeg så kunne jeg bruge anledningen til at tydeliggøre begrebet symbolisering. Desværre er det ikke i tilstrækkelig grad lykkedes at forklare, at det er en arbejdsform, i hvert fald ikke, så Henrik Juul har begrebet det. Det er nu anden gang, jeg har haft ham som dommer, første gang var i Religionsdidaktik, Gyldendal 2006. Oplevelsen er ret frustrerende, især når min artikel og hans bedømmelse kommer i samme ombæring, hvor dele af indholdet i mit bidrag er forvrænget og sammen med andre artikler brugt som afsæt for Juuls egen undervisningsskitse, uden læringsteori.

Måske skulle jeg slet ikke have sagt ja til at skrive under temaet symboler og symbolundervisning, for symbolisering er et bud på en autentisk læringsproces og hører i første omgang hjemme i almendidaktikken. Når denne arbejdsform anvendes, udnyttes elevernes kreative potentialer, og den medfører både deres egen erkendelse og kulturskabelse i samfundet. Desuden er dannelsesformen et værn mod en destruktiv og voldelig adfærd livet igennem, idet den giver den kreativt handlende selvværd og appellerer til samarbejde. Læringsprocessen fungerer i alle fag og temaer, og sansernes medvirken sikrer, at alle elever kan være med. Symbolisering er ikke, således som Juul tror, kun arbejde med religionernes symboler (der også i min optik er menneskeskabte!), men i alle fagets kategorier, fortælling/tekster, ritualer, billeder, dilemmaer og filosofiske spørgsmål. Det faglige indhold og læreren er sammen med eleverne de parter, der er betingelsen for at nye ideer undfanges og kommer til verden.

Cassirer, ophavsmanden til begrebet symbolisering eller symbolsk formgivning, lægger største vægt på at forklare symboliseringsprocessen som udformning af et materielt eller virtuelt nyt udtryk, der bliver bærer af en betydning, og som er forudsætningen for opbygning og videreudvikling af et hvilket som helst fag. De nye former/symboliseringer er mere end repræsentationer, de er frembringelser/kulturprodukter, der som nævnt forudsætter elevens samspil med lærer og fagligt indhold. Juul skriver under "Mål: Demokratisk dannelse," at eleverne ikke skal nøjes med at bearbejde de erfaringer, de har i forvejen (hvem i alverden påstår, de skulle kunne nøjes med det?). Juuls eget mål "at kunne samtale om kulturens symboler" er for mig at se et ret fattigt slutresultat, der befordrer en kritisk uforpligtende tilskuermentalitet til verdens gang.   

Så er der begrebet fænomen. Siden Husserls dage er det vel almindeligt at forstå et fænomen som ”min opfattelse af en ting/en sag” (med mindre man har afskrevet enhver forekomst af ting og sager uden for sin egen bevidsthed). Et fænomen bliver først i næste omgang til et symbol, når en egenskab ved fænomenet vælges ud for at kunne bruges til karakteristik af noget andet. Er udgangspunktet et sanset fænomen, involveres hele kroppen i læringsprocessen, hvilket gavner alle børn, især de svage og underprivilegerede, og vejen er banet til deres emotioner og intellekt. Det er for mig ikke nok med "repræsentationer", som jeg har svært ved at forestille mig som andet end en luftige 1-1 modeller af noget bagvedliggende. Og så kunne jeg i øvrigt også godt tænke mig at vide, hvad der skal forstås ved titlen Symbolsk religionsfaglighed?

Min bog En religionsdidaktik, symbolisering og dannelse, 2005, blev skrevet som et bud på en religionsundervisning på det multikulturelle samfunds præmisser. Det er ikke blevet mindre nødvendigt siden da at nytænke religionsfaget i skolen af kulturelle, sociale og etiske grunde. Lad os begynde med at inddrage alle elevers kreative evner.